Smukke, eventyrlige og dekorative vægmalerier.
Til børneværelset, entréen, yogashala'en eller firmaets foyer.
Et direkte og kompromisløst udtryk, der trækker tråde langt tilbage i kulturhistorien.
At arbejde direkte på væggen er på én og samme tid frygtindgydende og frisættende for en kunstner. Værket laves specifikt til og på stedet, og jeg arbejder direkte på væggen med blyant, akrylmaling, bladguld etc. Inspiration til motiver finder jeg i myter og eventyr, historiske personer, klassiske kunstværker og kulturer. Udtrykket er figurativt med elementer af abstraktion.
Til en sprogskole i Catania malede jeg Maurer-hovedet - et ældgammelt siciliansk symbol. Små detaljer refererer til øens vegetation og geologi.
Hver opgave er forskellig: vi taler sammen om dine forestillinger og ønsker, og i fællesskab bliver vi enige om det motiv, der passer til lige din væg.
Kontakt mig, hvis du synes om mit udtryk og ønsker et enestående værk til din væg.