Ved at arbejde med forskellige trykketeknikker skabes helt nye og overraskende udtryk, der ofte er langt fra en tegning. Jeg arbejder fra skitser, men resultatet er alligevel uforudsigeligt - og dét er en del af charmen!
At snitte i linoleum (blødt komprimeret naturmateriale) og træ er umiddelbart og nemt at gå til, og for mig er det en mulighed for at slippe tøjlerne. Trykket (et såkaldt højtryk) kan holdes enkelt eller varieres fx ved at trykke flere farver, lag på lag. Med raderinger (ætsning i syre) bliver processen mere krævende og indviklet, men denne dybtryk-teknik passer min stil godt: stregen er fin, skrøbelig og levende.